Indflytningssyn |
Når du flytter ind, foretager vores driftschef eller ejendomsfunktionær et indflytningssyn sammen med dig og skriver en rapport. Så er du sikker på, at du ved fraflytning kan undgå at hæfte for slitage, som boligen var behæftet med ved din indflytning. Synet sker enten i forbindelse med udlevering af nøgler eller kort efter indflytning. Du skal helst selv være til stede ved synet og underskrive indflytningsrapporten.
Hvis du ikke er til stede, når boligen synes, udfyldes indflytningsrapporten med udgangspunkt i fraflytningsrapporten, og afleveres eller sendes til dig inden 14 dage.
Fejl- og mangelliste |
Til toppen |
Når du overtager din nye bolig, får du udleveret en liste, hvor du kan angive fejl og mangler ved boligen. Du har krav på at få udbedret alvorlige fejl og mangler, som du skriver på listen. Den skal afleveres til Boligkontorets lokale afdelingskontor eller det lokale ejendomskontor senest 14 dage efter indflytning. En ejendomsfunktionær eller vores driftschef vil derefter vurdere, om manglerne er alvorlige nok til, at de skal udbedres.
En genbrugsbolig |
Til toppen |
Når du flytter ind i en bolig, der ikke er nyopført, skal du være opmærksom på, at du flytter ind i en "genbrugsbolig". Boligen er naturligvis rengjort, men ellers kan den være præget af slid og ælde. Evt. misligholdelse vil være udbedret, men der kan f.eks. være mindre ridser i døre og karme, slitage på gulve, ridser på skabslåger eller i køkken-bordpladen mv.
Det afhænger af boligens vedligeholdelsesordning, om boligen er istandsat, om du får et beløb, så du selv kan istandsætte den, eller om der er en vedligeholdelseskonto, du kan bruge til istandsættelse.
Vedligeholdelsesregler |
Til toppen |
Inden indflytningen får du at vide, hvilke vedligeholdelsesregler (vedligeholdelsesreglement) der gælder. Der findes tre ordninger.
A-ordning
Boligen er gjort ren, og vægge og lofter er malet og istandsat - en såkaldt normalistandsættelse. Mens du bor i boligen, skal du selv betale udgifterne, når du vil male og vedligeholde. Der hører ikke en vedligeholdelseskonto til boligen.
A-ordning med NI-beløb
Boligen er gjort ren, og du får et beløb til normal-istandsættelse. Det vil sige til maling og tapetsering af vægge og lofter. Mens du bor i boligen, skal du selv betale udgifterne, når du vil male og vedligeholde. Der hører ikke en vedligeholdelseskonto til boligen.
B-ordning
Boligen er gjort ren, men du skal selv istandsætte boligen for de penge, der er opsparet på vedligeholdelseskontoen. Beløbet afhænger af, hvor meget den tidligere beboer har brugt af kontoen. Hvert år opsparer du et beløb på kontoen, som du råder over, når du skal male og vedligeholde. Når man opsiger boligen, kan man ikke længere bruge af kontoen.
Indflytning
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsservice og få besked når vi har noget på hjerte.
© 2010 Boligkontoret Danmark Lundsgade 9 2100 København Ø Tlf.: 35 44 80 80 Webredaktør: Louise Honoré Pryn, lab@bdk.dk