| Forside |A- A+ | Arbejdsrum


Vi hjælper hinanden, hvis det brænder på

Line Klelund Højsgaard, 27, sidder som sagsbehandler på Afdelingskontoret Fyn. Hun er netop blevet kåret som årets medarbejder og kan i slutningen af marts se frem til en tur til Grønland.

- Jeg er altid i godt humør, ser generelt positivt på tingene og er til hver en tid klar til at hjælpe mine kolleger, fortæller Line som svar på, hvorfor hun tror, at netop hun løb med Boligkontoret Danmarks titel, årets medarbejder.
Den unge fynbo har været ansat som sagsbehandler på afdelingskontoret i 2,5 år og fortæller med entusiasme i stemmen om sin arbejdsplads og om et særligt sammenhold.
- Det er en velfungerende arbejdsplads. Jeg har nogle gode kolleger, alle er lige, og så hjælper vi hinanden, hvis det brænder på. Vi sørger altid for at dele arbejdsopgaverne ligeligt mellem hinanden - specielt i perioder, hvor der er sygdom på kontoret. Jeg holder meget af selve indholdet i mit arbejde – der er en god balance mellem faglighed og menneskekontakt. Dagligt er jeg i kontakt med mange mennesker, både med mine kolleger og med folk udefra, og det passer mig rigtig godt, fortæller hun.

Ung men med stor erfaring

Line har en særlig interesse for det boligadministrative område, og derfor forekom det hende naturligt at søge et vikariat på afdelingskontoret i Odense, da hendes tidligere arbejdsplads Boligkontoret Vestfyn for et par år siden gik konkurs.
- Jeg ledte decideret efter et arbejde i boligsektoren og fik ret hurtigt et barselsvikariat som sagsbehandler i Boligkontoret. Da det udløb fik jeg endnu et, og da det sidste vikariat var ved at slutte, blev de (red. ledelsen på afdelingskontoret) enige om, at de gerne ville beholde mig, forklarer hun.
Selvom Line i en ung alder allerede har været flere år i boligsektoren, er der intet, der tyder på, at hun har planer om at skifte branche foreløbigt. Sideløbende med sit job som sagsbehandler læser hun videre på en akademisk uddannelse til finansiel rådgiver/ejendomsadministrator og håber på sigt at kunne fortsætte karrieren indenfor boligsektoren.
Lige nu er hun dog ganske godt tilfreds med sit job som sagsbehandler og glæder sig over at have fået den smigrende anerkendelse.
- Jeg synes, at det er en god ide, at Boligkontoret udnævner årets medarbejder. Det får en til at føle sig værdsat. Jeg har i det hele taget en helt klar følelse af, at der bliver taget hånd om medarbejderne, siger Line.

Søg Bolig på SogBolig.dk

Nyhedsservice

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsservice og få besked når vi har noget på hjerte.

 
Til toppen © 2010 Boligkontoret Danmark   Lundsgade 9   2100 København Ø   Tlf.: 35 44 80 80   Webredaktør: Louise Honoré Pryn, lab@bdk.dk